nyheder

Siden februar i år har WHO's generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus og direktøren for Kinas nationale bureau for sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse, Wang Hesheng, udtalt, at "sygdom X" forårsaget af et ukendt patogen er vanskelig at undgå, og at vi bør forberede os på og reagere på den pandemi, den forårsager.

For det første er partnerskaber mellem den offentlige, private og nonprofitsektor et centralt element i en effektiv pandemiindsats. Før dette arbejde begynder, skal vi dog gøre en reel indsats for at sikre rettidig og retfærdig global adgang til teknologier, metoder og produkter. For det andet har en række nye vaccineteknologier, såsom mRNA, DNA-plasmider, virale vektorer og nanopartikler, vist sig at være sikre og effektive. Disse teknologier har været under forskning i op til 30 år, men blev ikke godkendt til menneskelig brug før Covid-19-udbruddet. Derudover viser den hastighed, hvormed disse teknologier anvendes, at det er muligt at opbygge en ægte hurtigresponsvaccineplatform og kan reagere rettidigt på den nye SARS-CoV-2-variant. Tilgængeligheden af ​​denne række effektive vaccineteknologier giver os også et godt fundament for at producere vaccinekandidater inden den næste pandemi. Vi skal være proaktive i udviklingen af ​​potentielle vacciner mod alle vira med pandemipotentiale.

For det tredje er vores pipeline af antivirale terapier godt forberedt til at reagere på den virale trussel. Under Covid-19-pandemien blev der udviklet effektive antistofterapier og yderst effektive lægemidler. For at minimere tab af menneskeliv i en fremtidig pandemi skal vi også producere bredspektrede antivirale terapier mod vira med pandemisk potentiale. Ideelt set bør disse terapier være i form af piller for at forbedre distributionskapaciteten i miljøer med høj efterspørgsel og lav ressourceforbrug. Disse terapier skal også være let tilgængelige og uhindret af den private sektor eller geopolitiske kræfter.

For det fjerde er det ikke det samme at have vacciner på lagre som at gøre dem bredt tilgængelige. Vaccinationslogistikken, herunder produktion og adgang, skal forbedres. Alliance for Innovative Pandemic Preparedness (CEPI) er et globalt partnerskab, der er lanceret for at forhindre fremtidige pandemier, men der er behov for en større indsats og international støtte for at maksimere dets effekt. Samtidig med forberedelserne til disse teknologier skal menneskelig adfærd også studeres for at øge bevidstheden om overholdelse af regler og udvikle strategier til at modvirke misinformation.

Endelig er der behov for mere anvendt og grundforskning. Med fremkomsten af ​​en ny variant af SARS-CoV-2, der har et fuldstændig anderledes antigen, er ydeevnen af ​​forskellige vacciner og terapeutiske lægemidler, der tidligere er blevet udviklet, også blevet påvirket. Forskellige teknikker har haft varierende grad af succes, men det er vanskeligt at afgøre, om den næste pandemivirus vil blive påvirket af disse tilgange, eller om den næste pandemi endda vil være forårsaget af en virus. Uden at kunne forudse fremtiden er vi nødt til at investere i anvendt forskning i nye teknologier for at lette opdagelsen og udviklingen af ​​nye lægemidler og vacciner. Vi skal også investere omfattende og kraftigt i grundforskning i epidemipotentielle mikroorganismer, viral evolution og antigendrift, patofysiologien af ​​infektionssygdomme, human immunologi og deres indbyrdes forhold. Omkostningerne ved disse initiativer er enorme, men små sammenlignet med Covid-19's indvirkning på menneskers sundhed (både fysisk og mental) og verdensøkonomien, som anslås til mere end 2 billioner dollars alene i 2020.

De enorme sundhedsmæssige og socioøkonomiske konsekvenser af Covid-19-krisen peger stærkt på det kritiske behov for et dedikeret netværk dedikeret til forebyggelse af pandemier. Netværket vil være i stand til at opdage vira, der spredes fra vilde dyr til husdyr og mennesker, før de udvikler sig til lokale udbrud, for eksempel for at forhindre epidemier og pandemier med alvorlige konsekvenser. Selvom et sådant formelt netværk aldrig er blevet etableret, er det ikke nødvendigvis et helt nyt foretagende. I stedet vil det bygge videre på eksisterende tværsektorielle overvågningsoperationer og trække på systemer og kapaciteter, der allerede er i drift. Harmonisering gennem indførelse af standardiserede procedurer og datadeling for at levere information til globale databaser.

Netværket fokuserer på strategisk prøveudtagning af vilde dyr, mennesker og husdyr i forudidentificerede hotspots, hvilket eliminerer behovet for verdensomspændende virusovervågning. I praksis er de nyeste diagnostiske teknikker nødvendige for at detektere tidlige spildvirus i realtid, samt for at detektere mange vigtige endemiske virusfamilier i prøver, såvel som andre nye vira med oprindelse i vilde dyr. Samtidig er der behov for en global protokol og beslutningsstøtteværktøjer for at sikre, at nye vira fjernes fra inficerede mennesker og dyr, så snart de opdages. Teknisk set er denne tilgang mulig på grund af den hurtige udvikling af flere diagnostiske metoder og overkommelige næste generations DNA-sekventeringsteknologier, der muliggør hurtig identifikation af vira uden forudgående kendskab til målpatogenet og giver artsspecifikke/stammespecifikke resultater.

Efterhånden som nye genetiske data og tilhørende metadata om zoonotiske vira i dyrelivet, leveret af virusopdagelsesprojekter som Global Virome Project, deponeres i globale databaser, vil det globale virusovervågningsnetværk blive mere effektivt til at opdage tidlig virusoverførsel til mennesker. Dataene vil også bidrage til at forbedre diagnostiske reagenser og deres anvendelse gennem nyt, mere bredt tilgængeligt og omkostningseffektivt udstyr til patogendetektion og sekventering. Disse analytiske metoder, kombineret med bioinformatiske værktøjer, kunstig intelligens (AI) og big data, vil bidrage til at forbedre dynamiske modeller og forudsigelser af infektion og spredning ved gradvist at styrke de globale overvågningssystemer til at forebygge pandemier.

Etablering af et sådant longitudinelt overvågningsnetværk står over for betydelige udfordringer. Der er tekniske og logistiske udfordringer i forbindelse med at designe en prøveudtagningsramme til virusovervågning, etablere en mekanisme til deling af information om sjældne smitteoverførsler, uddanne kvalificeret personale og sikre, at folke- og dyresundhedssektoren yder infrastrukturstøtte til indsamling, transport og laboratorietestning af biologiske prøver. Der er behov for lovgivningsmæssige rammer for at imødegå udfordringerne ved at behandle, standardisere, analysere og dele store mængder flerdimensionelle data.

Et formelt overvågningsnetværk ville også skulle have sine egne styringsmekanismer og medlemmer af offentlige og private organisationer, svarende til den globale alliance for vacciner og immunisering. Det bør også være fuldt ud i overensstemmelse med eksisterende FN-agenturer såsom Verdensfødevare- og Landbrugsorganisationen/Verdensorganisationen for Dyresundhed/WHO. For at sikre netværkets langsigtede bæredygtighed er der behov for innovative finansieringsstrategier, såsom at kombinere donationer, tilskud og bidrag fra finansieringsinstitutioner, medlemsstater og den private sektor. Disse investeringer bør også være knyttet til incitamenter, især for det globale Syd, herunder teknologioverførsel, kapacitetsudvikling og retfærdig deling af information om nye vira, der opdages gennem globale overvågningsprogrammer.

Selvom integrerede overvågningssystemer er afgørende, er der i sidste ende behov for en flerstrenget tilgang for at forhindre spredning af zoonotiske sygdomme. Indsatsen skal fokusere på at adressere de grundlæggende årsager til transmission, reducere farlige praksisser, forbedre husdyrproduktionssystemer og styrke biosikkerheden i den animalske fødekæde. Samtidig skal udviklingen af ​​innovativ diagnostik, vacciner og behandlinger fortsætte.

For det første er det vigtigt at forhindre afsmittende effekter ved at vedtage en "One health"-strategi, der forbinder dyre-, menneskers og miljøets sundhed. Det anslås, at omkring 60 % af sygdomsudbrud, der aldrig før er set hos mennesker, er forårsaget af naturlige zoonotiske sygdomme. Ved at regulere handelsmarkeder mere strammere og håndhæve love mod handel med vilde dyr kan menneske- og dyrepopulationer adskilles mere effektivt. Landforvaltningsindsatser som at stoppe skovrydning gavner ikke kun miljøet, men skaber også bufferzoner mellem vilde dyr og mennesker. Udbredt anvendelse af bæredygtige og humane landbrugspraksisser ville eliminere overforbrug hos husdyr og reducere brugen af ​​profylaktiske antimikrobielle stoffer, hvilket ville føre til yderligere fordele i forebyggelsen af ​​antimikrobiel resistens.

For det andet skal laboratoriesikkerheden styrkes for at reducere risikoen for utilsigtet frigivelse af farlige patogener. De lovgivningsmæssige krav bør omfatte stedspecifikke og aktivitetsspecifikke risikovurderinger for at identificere og afbøde risici; kerneprotokoller for infektionsforebyggelse og -kontrol; og træning i korrekt brug og anskaffelse af personlige værnemidler. Eksisterende internationale standarder for biologisk risikostyring bør implementeres bredt.

For det tredje bør GOF-of-function (GOF)-studier, der har til formål at belyse patogeners overførbare eller patogene egenskaber, overvåges på passende vis for at reducere risikoen, samtidig med at det sikres, at vigtigt forsknings- og vaccineudviklingsarbejde fortsætter. Sådanne GOF-studier kan producere mikroorganismer med større epidemisk potentiale, som kan frigives utilsigtet eller forsætligt. Det internationale samfund er dog endnu ikke blevet enige om, hvilke forskningsaktiviteter der er problematiske, eller hvordan risiciene kan afbødes. I betragtning af at GOF-forskning udføres i laboratorier over hele verden, er der et presserende behov for at udvikle en international ramme.