nyheder

Befolkningens aldring stiger eksponentielt, og efterspørgslen efter langtidspleje vokser også hurtigt. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har omkring to ud af tre personer, der når alderdommen, brug for langtidsstøtte til dagligdagen. Langtidsplejesystemer verden over kæmper for at klare disse voksende krav. Ifølge FN's statusrapport om tiåret for sund aldring (2021-2023) har kun omkring 33 % af de rapporterende lande tilstrækkelige ressourcer til at integrere langtidspleje i eksisterende sundheds- og socialplejesystemer. Utilstrækkelige langtidsplejesystemer lægger en stigende byrde på uformelle plejere (oftest familiemedlemmer og partnere), som ikke kun spiller en nøglerolle i at opretholde plejemodtagernes sundhed og funktion, men også fungerer som vejledere til komplekse sundhedssystemer, der sikrer rettidighed og kontinuitet i plejetjenesterne. Omkring 76 millioner uformelle plejere yder pleje i Europa. I lande under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) bliver omkring 60 % af ældre mennesker fuldt ud plejet af uformelle plejere. Med den stigende afhængighed af uformelle plejere er der et presserende behov for at etablere passende støttesystemer.

Plejepersonale er ofte selv ældre og kan have kroniske, skrøbelige eller aldersrelaterede handicap. Sammenlignet med yngre omsorgspersoner kan de fysiske krav fra omsorgsarbejde forværre disse præeksisterende medicinske tilstande, hvilket fører til større fysisk belastning, angst og dårlig selvvurdering af helbredet. En undersøgelse fra 2024 viste, at ældre voksne med uformelle omsorgsansvar oplevede en kraftig forringelse af deres fysiske helbred sammenlignet med ikke-plejepersonale på samme alder. Ældre omsorgspersoner, der yder pleje til patienter, der kræver intensiv pleje, er særligt sårbare over for bivirkninger. For eksempel øges byrden for ældre omsorgspersoner i tilfælde, hvor omsorgspersoner med demens udviser apati, irritabilitet eller øgede nedsættelser i instrumentelle aktiviteter i dagligdagen.

Kønsubalancen blandt uformelle omsorgspersoner er betydelig: omsorgspersoner er ofte midaldrende og ældre kvinder, især i lav- og mellemindkomstlande. Kvinder er også mere tilbøjelige til at yde pleje til komplekse tilstande såsom demens. Kvindelige omsorgspersoner rapporterede højere niveauer af depressive symptomer og funktionel tilbagegang end mandlige omsorgspersoner. Derudover har plejebyrden en negativ indvirkning på sundhedsadfærd (herunder forebyggende tjenester). En undersøgelse foretaget i 2020 blandt kvinder i alderen 40 til 75 viste en negativ sammenhæng mellem antal timers plejearbejde og accept af mammografi.

Plejearbejde har negative konsekvenser, og der skal ydes støtte til ældre omsorgspersoner. Et afgørende første skridt i opbygningen af ​​støtte er at investere mere i langtidsplejesystemer, især når ressourcerne er begrænsede. Selvom dette er afgørende, vil brede ændringer i langtidspleje ikke ske natten over. Det er derfor vigtigt at yde øjeblikkelig og direkte støtte til ældre omsorgspersoner, f.eks. gennem træning for at forbedre deres forståelse af de sygdomssymptomer, som deres omsorgspersoner udviser, og for at støtte dem i bedre at håndtere plejerelaterede byrder og bekymringer. Det er vigtigt at udvikle politikker og interventioner ud fra et kønsperspektiv for at eliminere kønsuligheder i uformel langtidspleje. Politikker skal tage hensyn til potentielle kønsmæssige konsekvenser; For eksempel kan kontanttilskud til uformelle omsorgspersoner have utilsigtede negative virkninger på kvinder, hvilket afskrækker deres arbejdsstyrkedeltagelse og dermed fastholder traditionelle kønsroller. Der skal også tages hensyn til omsorgspersoners præferencer og meninger; omsorgspersoner føler sig ofte forsømte, undervurderede og rapporterer at blive udeladt af patientens plejeplan. Omsorgspersoner er direkte involveret i plejeprocessen, så det er afgørende, at deres synspunkter værdsættes og indarbejdes i klinisk beslutningstagning. Endelig er der behov for mere forskning for bedre at forstå de unikke sundhedsudfordringer og behov hos ældre omsorgspersoner og for at kunne informere om interventioner. En systematisk gennemgang af studier af psykosociale interventioner for omsorgspersoner viser, at ældre omsorgspersoner fortsat er underrepræsenteret i sådanne studier. Uden tilstrækkelige data er det umuligt at yde rimelig og målrettet støtte.

En aldrende befolkning vil ikke blot føre til en kontinuerlig stigning i antallet af ældre, der kræver pleje, men også en tilsvarende stigning i antallet af ældre, der udfører plejearbejde. Nu er det tid til at reducere denne byrde og fokusere på den ofte oversete arbejdsstyrke bestående af ældre plejere. Alle ældre, uanset om de er plejemodtagere eller plejere, fortjener at leve sunde liv.