nyheder

Den 10. april 2023 underskrev den amerikanske præsident Joe Biden et lovforslag, der officielt afsluttede COVID-19-"nationale nødsituation" i USA. En måned senere udgør COVID-19 ikke længere en "folkesundhedskrise af international bekymring". I september 2022 sagde Biden, at "COVID-19-pandemien er overstået", og den måned var der mere end 10.000 COVID-19-relaterede dødsfald i USA. USA er naturligvis ikke alene om at fremsætte sådanne udtalelser. Nogle europæiske lande erklærede en afslutning på COVID-19-pandemiens nødsituation i 2022, ophævede restriktionerne og håndterede COVID-19-lignende influenza. Hvilken lærdom kan vi drage af sådanne udtalelser i historien?

For tre århundreder siden erklærede kong Ludvig XV af Frankrig, at pestepidemien, der hærgede i det sydlige Frankrig, var ovre (se foto). I århundreder har pest dræbt et svimlende antal mennesker verden over. Fra 1720 til 1722 døde mere end halvdelen af ​​Marseilles befolkning. Hovedformålet med dekretet var at give købmænd mulighed for at genoptage deres forretningsaktiviteter, og regeringen inviterede folk til at tænde bål foran deres hjem for at "offentligt fejre" pestens afslutning. Dekretet var fyldt med ceremonier og symbolik og satte standarden for efterfølgende erklæringer og fejringer af udbruddets afslutning. Det kaster også et skarpt lys over den økonomiske begrundelse bag sådanne meddelelser.

Proklamation, der erklærer et bål i Paris for at fejre afslutningen på pesten i Provence, 1723.

Men gjorde dekretet virkelig en ende på pesten? Selvfølgelig ikke. I slutningen af ​​det 19. århundrede forekom der stadig pestpandemier, hvor Alexandre Yersin opdagede patogenet Yersinia pestis i Hong Kong i 1894. Selvom nogle forskere mener, at pesten forsvandt i 1940'erne, er den langt fra en historisk relikvie. Den har inficeret mennesker i en endemisk zoonotisk form i landdistrikter i det vestlige USA og er mere almindelig i Afrika og Asien.

Så vi kan ikke lade være med at spørge: Vil pandemien nogensinde ende? Hvis ja, hvornår? Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anser et udbrud for at være slut, hvis der ikke er rapporteret bekræftede eller mistænkte tilfælde i dobbelt så lang tid som virussens maksimale inkubationsperiode. Ved hjælp af denne definition erklærede Uganda afslutningen på landets seneste ebolaudbrud den 11. januar 2023. Men fordi en pandemi (et udtryk afledt af de græske ord pan ["alle"] og demos ["folk"]) er en epidemiologisk og sociopolitisk begivenhed, der finder sted på globalt plan, afhænger afslutningen af ​​en pandemi, ligesom dens begyndelse, ikke kun af epidemiologiske kriterier, men også af sociale, politiske, økonomiske og etiske faktorer. I betragtning af de udfordringer, der står over for med at udrydde den pandemiske virus (herunder strukturelle sundhedsforskelle, globale spændinger, der påvirker internationalt samarbejde, befolkningsmobilitet, antiviral resistens og økologiske skader, der kan ændre dyrelivets adfærd), vælger samfund ofte en strategi med lavere sociale, politiske og økonomiske omkostninger. Strategien indebærer at behandle nogle dødsfald som uundgåelige for visse grupper af mennesker med dårlige socioøkonomiske forhold eller underliggende helbredsproblemer.

Pandemien slutter således, når samfundet indtager en pragmatisk tilgang til de sociopolitiske og økonomiske omkostninger ved folkesundhedsforanstaltninger – kort sagt, når samfundet normaliserer de tilhørende dødeligheds- og sygelighedsrater. Disse processer bidrager også til det, der er kendt som sygdommens "endemiske" tilstand ("endemisk" kommer fra græsk en ["indenfor"] og demos), en proces, der involverer at tolerere et vist antal infektioner. Endemiske sygdomme forårsager normalt lejlighedsvise sygdomsudbrud i samfundet, men fører ikke til mætning af akutmodtagelser.

Influenzaen er et eksempel. H1N1-influenzapandemien i 1918, ofte omtalt som den "spanske syge", dræbte 50 til 100 millioner mennesker verden over, herunder anslået 675.000 i USA. Men H1N1-influenzastammen er ikke forsvundet, men er fortsat med at cirkulere i mildere varianter. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) anslår, at gennemsnitligt 35.000 mennesker i USA er døde af influenza hvert år i løbet af det sidste årti. Samfundet har ikke kun "endemisk" sygdommen (nu en sæsonbestemt sygdom), men normaliserer også dens årlige dødelighed og sygelighed. Samfundet rutinerer den også, hvilket betyder, at antallet af dødsfald, som samfundet kan tolerere eller reagere på, er blevet en konsensus og er indbygget i sociale, kulturelle og sundhedsmæssige adfærdsmønstre samt forventninger, omkostninger og institutionel infrastruktur.

Et andet eksempel er tuberkulose. Mens et af sundhedsmålene i FN's verdensmål for bæredygtig udvikling er at "eliminere tuberkulose" inden 2030, er det endnu uvist, hvordan dette vil blive opnået, hvis absolut fattigdom og alvorlig ulighed fortsætter. Tuberkulose er en endemisk "stille dræber" i mange lav- og mellemindkomstlande, drevet af mangel på essentielle lægemidler, utilstrækkelige medicinske ressourcer, underernæring og overfyldte boligforhold. Under COVID-19-pandemien steg dødsraten som følge af tuberkulose for første gang i mere end et årti.

Kolera er også blevet endemisk. I 1851 fik de sundhedsmæssige virkninger af kolera og dens forstyrrelse af international handel repræsentanter for de kejserlige magter til at indkalde til den første internationale sundhedskonference i Paris for at diskutere, hvordan man kunne kontrollere sygdommen. De udarbejdede de første globale sundhedsregler. Men selvom patogenen, der forårsager kolera, er blevet identificeret, og relativt simple behandlinger (herunder rehydrering og antibiotika) har været tilgængelige, er sundhedstruslen fra kolera aldrig rigtig ophørt. På verdensplan er der 1,3 til 4 millioner koleratilfælde og 21.000 til 143.000 relaterede dødsfald hvert år. I 2017 udarbejdede Global Task Force on Cholera Control en køreplan for at eliminere kolera inden 2030. Koleraudbrud er dog steget kraftigt i de senere år i konfliktramte eller fattige områder rundt om i verden.

HIV/AIDS er måske det mest rammende eksempel på den nylige epidemi. I 2013, på Den Afrikanske Unions særlige topmøde i Abuja, Nigeria, forpligtede medlemslandene sig til at tage skridt i retning af at udrydde HIV og AIDS, malaria og tuberkulose inden 2030. I 2019 annoncerede Department of Health and Human Services ligeledes et initiativ til at udrydde HIV-epidemien i USA inden 2030. Der er omkring 35.000 nye HIV-infektioner i USA hvert år, hvilket i høj grad skyldes strukturelle uligheder i diagnose, behandling og forebyggelse, mens der i 2022 vil være 630.000 HIV-relaterede dødsfald på verdensplan.

Selvom hiv/aids fortsat er et globalt folkesundhedsproblem, betragtes det ikke længere som en folkesundhedskrise. I stedet har den endemiske og rutinemæssige karakter af hiv/aids og succesen med antiretroviral behandling forvandlet den til en kronisk sygdom, hvis kontrol skal konkurrere om begrænsede ressourcer med andre globale sundhedsproblemer. Følelsen af ​​krise, prioritet og hastende karakter forbundet med den første opdagelse af hiv i 1983 er aftaget. Denne sociale og politiske proces har normaliseret tusindvis af menneskers død hvert år.

At erklære en afslutning på en pandemi markerer således det punkt, hvor værdien af ​​en persons liv bliver en aktuarmæssig variabel – med andre ord beslutter regeringer, at de sociale, økonomiske og politiske omkostninger ved at redde et liv opvejer fordelene. Det er værd at bemærke, at endemiske sygdomme kan ledsages af økonomiske muligheder. Der er langsigtede markedsovervejelser og potentielle økonomiske fordele ved at forebygge, behandle og håndtere sygdomme, der engang var globale pandemier. For eksempel var det globale marked for HIV-medicin værd omkring 30 milliarder dollars i 2021 og forventes at overstige 45 milliarder dollars i 2028. I tilfælde af COVID-19-pandemien kan "lang COVID", nu set som en økonomisk byrde, være det næste økonomiske vækstpunkt for medicinalindustrien.

Disse historiske præcedenser gør det klart, at det, der afgør en pandemis afslutning, hverken er en epidemiologisk meddelelse eller nogen politisk meddelelse, men normaliseringen af ​​dens dødelighed og sygelighed gennem sygdommens rutine og endemiske spredning, hvilket i tilfældet med COVID-19-pandemien er kendt som at "leve med virussen". Det, der bragte pandemien til ophør, var også regeringens beslutning om, at den relaterede folkesundhedskrise ikke længere udgjorde en trussel mod samfundets økonomiske produktivitet eller den globale økonomi. At afslutte COVID-19-nødsituationen er derfor en kompleks proces med at bestemme magtfulde politiske, økonomiske, etiske og kulturelle kræfter og er hverken resultatet af en nøjagtig vurdering af epidemiologiske realiteter eller blot en symbolsk gestus.