Undersøgelsen viste, at i aldersgruppen 50 år og ældre var lavere socioøkonomisk status signifikant forbundet med en øget risiko for depression. Blandt disse spiller lav deltagelse i sociale aktiviteter og ensomhed en medierende rolle i den årsagssammenhæng mellem de to. Forskningsresultaterne afslører for første gang virkningsmekanismen mellem psykosociale adfærdsfaktorer og socioøkonomisk status samt risikoen for depression hos ældre og giver vigtig videnskabelig evidens, der understøtter formuleringen af omfattende mentale sundhedsinterventioner i den ældre befolkning, elimineringen af sociale sundhedsdeterminanter og accelerationen af realiseringen af globale mål for sund aldring.
Depression er det førende psykiske sundhedsproblem, der bidrager til den globale sygdomsbyrde og den hyppigste dødsårsag blandt psykiske helbredsproblemer. Den omfattende handlingsplan for mental sundhed 2013-2030, som blev vedtaget af WHO i 2013, fremhæver vigtige skridt til at yde passende interventioner til mennesker med psykiske lidelser, herunder dem med depression. Depression er udbredt blandt ældre, men den er stort set udiagnosticeret og ubehandlet. Undersøgelser har vist, at depression i alderdommen er stærkt forbundet med kognitiv tilbagegang og risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Socioøkonomisk status, social aktivitet og ensomhed har været uafhængigt forbundet med udviklingen af depression, men deres kombinerede virkninger og specifikke mekanismer er uklare. I forbindelse med global aldring er der et presserende behov for at afklare de sociale sundhedsdeterminanter for depression i alderdommen og deres mekanismer.
Denne undersøgelse er en populationsbaseret, tværnational kohorteundersøgelse, der bruger data fra fem nationalt repræsentative undersøgelser af ældre voksne i 24 lande (udført fra 15. februar 2008 til 27. februar 2019), herunder Health and Retirement Study, en national Health and Retirement Study, HRS, the English Longitudinal Study of Ageing, ELSA, the Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe, The Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe, the China Health and Retirement Longitudinal Study, The China Health and Retirement Longitudinal Study, CHARLS og the Mexican Health and Ageing Study (MHAS). Undersøgelsen omfattede deltagere i alderen 50 år og ældre ved baseline, som rapporterede information om deres socioøkonomiske status, sociale aktiviteter og følelser af ensomhed, og som blev interviewet mindst to gange. Deltagere, der havde depressive symptomer ved baseline, dem, der manglede data om depressive symptomer og kovariater, og dem, der manglede, blev ekskluderet. Baseret på husstandsindkomst, uddannelse og beskæftigelsesstatus blev den underliggende kategorianalysemetode brugt til at definere socioøkonomisk status som høj og lav. Depression blev vurderet ved hjælp af den mexicanske sundheds- og aldringsundersøgelse (CES-D) eller EURO-D. Sammenhængen mellem socioøkonomisk status og depression blev estimeret ved hjælp af Cox proportional hazard-modellen, og de samlede resultater af fem undersøgelser blev opnået ved hjælp af en tilfældig effektmodel. Denne undersøgelse analyserede yderligere de fælles og interaktive effekter af socioøkonomisk status, sociale aktiviteter og ensomhed på depression, og udforskede de medierende effekter af sociale aktiviteter og ensomhed på socioøkonomisk status og depression ved hjælp af kausal medieringsanalyse.
Efter en median opfølgningsperiode på 5 år udviklede 20.237 deltagere depression med en incidensrate på 7,2 (95 % konfidensinterval 4,4-10,0) pr. 100 personår. Efter justering for en række forstyrrende faktorer viste analysen, at deltagere med lavere socioøkonomisk status havde en højere risiko for depression sammenlignet med deltagere med højere socioøkonomisk status (samlet HR = 1,34; 95 % CI: 1,23-1,44). Af sammenhængene mellem socioøkonomisk status og depression var kun 6,12 % (1,14-28,45) og 5,54 % (0,71-27,62) medieret af henholdsvis sociale aktiviteter og ensomhed.
Kun interaktionen mellem socioøkonomisk status og ensomhed blev observeret at have en signifikant effekt på depression (samlet HR = 0,84; 0,79-0,90). Sammenlignet med deltagere med høj socioøkonomisk status, som var socialt aktive og ikke ensomme, havde deltagere med lav socioøkonomisk status, som var socialt inaktive og ensomme, en højere risiko for depression (aggregeret HR = 2,45; 2,08-2,82).
Social passivitet og ensomhed medierer kun delvist sammenhængen mellem socioøkonomisk status og depression, hvilket tyder på, at der udover interventioner rettet mod social isolation og ensomhed er behov for andre effektive foranstaltninger for at reducere risikoen for depression hos ældre voksne. Desuden fremhæver de kombinerede effekter af socioøkonomisk status, social aktivitet og ensomhed fordelene ved samtidige integrerede interventioner for at reducere den globale byrde af depression.
Opslagstidspunkt: 7. september 2024